VFB Lübeck-St. Pauli og Altona-Barmbek-Uhlenhorst Okt. 2004

Jeg har kendt St. Pauli siden, jeg var en lille knægt, men havde indtil mit første besøg i Hamborg aldrig rigtig tænkt på, at det kunne blive en fodboldklub, jeg kunne holde af på samme måde, som jeg gør med FCK, men da jeg fik tilbuddet om at komme ned til Tyskland og se min første St. Pauli kamp, var jeg selvfølgelig ikke lang tid om at svare ja.
Den fredag vi skulle af sted, havde jeg svært ved at sidde stille i skolen, og mine tanker var hele tiden på den kommende weekend, og endelig kom tidspunktet, hvor vi skulle med toget fra hovedbanegården. Efterhånden som de våde varer røg indenbords steg humøret, og da vi ankom til Lübeck tidligt på aftenen, havde indlogeret os på vandrerhjemmet og mødtes med nogle af de andre danskere, tog vi til en koncert i byen med de andre St. Pauli fans, der havde valgt at tage til Lübeck dagen før kampen.
Mit humør var ikke lige til høj musik, men da koncerten sluttede, tog vi ud i byen for at se lidt nærmere på Lübecks beværtninger, og efter at have diskuteret dansk fodbold med nogle Galatasaray fans på en tyrkisk bar, tilbragte vi resten af aftenen på en lidt finere bar, hvor en halv snes middelaldrene damer og deres 10 år yngre fyre holdt ABBA fest til den helt store guldmedalje… BONDERØVE!

Næste morgen var ikke sjov at vågne op til, men efter lidt morgenmad og to Red bulls mødtes vi med de to sidste danskere, og tog sammen ud til stadion i et pragtfuldt solskinsvejr. Efter at have stået i kø den halve dag, kom vi endelig ind på stadion, der arkitektonisk og størrelsesmæssigt mindede meget om Esbjerg stadion. Selvom at de to hold ligger i det, der svarer til den danske 2. division (regionalliga nord) havde 11.000 fundet vej til fodboldkampen, og heraf var de ca. 3.000-4.000 St. Pauli fans.
Dog afslørede spillet på banen hurtigt hvilken række holdene spiller i, og det var ikke nogen udpræget køn og velspillet kamp, men med masser af liv på terrasserne, og der var mange sange og chants mod Lübecks fans, der ikke var blege for at give lidt igen.
I 2. halvleg havde Lübeck klart det meste af spillet, dog uden de store åbne målchancer, og først 20 minutter før tid gav deres spilovertag gevinst, og de bragte sig foran 1-0. Herefter kom St. Pauli lidt mere med ind i kampen, men uskarpheden foran mål og dommerens og linjedommernes absurd dårlige præstationer (her var der virkelig tale om en hjemmedommer!) var skyld i, at det ikke blev til mål i den rigtige ende, men i stedet slog Lübeck sejren fast med deres anden scoring få minutter før slutfløjt.
Ellers var det en kamp, som kun kan huskes, fordi den i flere omgange blev afbrudt, når det regnede ind på banen med diverse kasteskyts mod dommeren og linjedommerne.
Efter kampen blev vi fulgt til stationen via en stor omvej af et massivt politiopbud, men vi kom da fra Lübeck uden det store kaos. I Hamburg røg vi på en af de mange St. Pauli bare, hvor mange af St. Paulis Ultras kommer, og her fik vi et par gode timer til at gå, inden vi tog videre gennem Reperbahn for at sidde lidt på de andre St. Pauli bare.

Om Søndagen vågnede vi sent, og tog hurtigt en beslutning om at tage ud og se en fodboldkamp mellem to små Hamborg hold fra Oberligaen, som er rækken under Regionalligaen.
Her var der en verden til forskel, fra det vi havde oplevet dagen før med stort politiopbud, kasteskyts og en spænding mellem os og Lübecks fans.
Til denne kamp mellem Altona, som vi holdt lidt med, og Barmbek-Uhlenhorst var der ca. 500 tilskuere, godt vejr, fredelig stemning og grillpølser som havde vi været på Lyngby stadion i gamle dage. Lige hvad vi havde brug for en sådan søndag efter to hårde dage og nætter.
Kampen endte 1-0 eller 2-0 til Altona, og vi drog ud i lokalområdet, og fandt os et sted at spise aftensmad, hvorefter turen gik tilbage til St. Pauli kvarteret, hvor resten af aftenen gik med bordfodbold på Max Bar.
Dagen efter vendte vi snuden hjemad mod København, og jeg sad, og tænkte over den weekend, jeg netop havde oplevet, og hvor charmerende det er, at så mange mennesker føler så stærkt for et arbejderkvarter og dets fodboldklub, at havnearbejderne, punkerne, pensionisterne, familierne og rødderne uge efter uge står op for deres kvarter lige meget hvor dårligt det går klubben, og med det i tankerne begyndte et nyt St. Pauli hjerte for alvor at banke.