Celtic-Hibs 1-1, Charlie and the Bhoys 2-0!

I foråret 2000 var vi fire ”forventningsfulde” fyre der tog til Glasgow for at se det klassisk keltiske opgør mellem Celtic og Hibernian(begge klubber har irske rødder). Tidspunktet for denne ”pilgrimsrejse” til det skotsk- irske fodbold mekka Celtic Park var dog alt andet end godt timet. Celtic var på dette tidspunkt et tocifret pointantal bagefter hadeklubben Rangers i ligaen, som oven i købet med en sejr i pågældende ligarunde kunne blive mestre, hvilket de også gjorde. Selve opgøret mellem Celtic og Hibs var heller ikke nogen speciel opløftene eller storslået oplevelse. På et halvtomt stadion, ku’ vi således se Hibs bringe sig foran 0-1. I anden halvleg udlignede Celtic dog, hvilket udløste et par spredte og uengagerede klapsalver fra hjemmepublikum, der dog langt fra kunne skjule det faktum, at den kamp vi havde overværet ikke lige frem var et mindeværdigt øjeblik på Celtic Park. Skuffelsen var særlig stor for to af os, der et par år tidligere havde set præcis samme opgør, som dengang endte 0-0(på det tidspunkt var Celtic dog i gang med at vinde det første mesterskab i ti år, hvilket affødte lidt mere entusiasme hos hjemmepublikum).

Nu er der heldigvis mere i livet end fodbold – En slidt frase, som ikke desto mindre redede denne tur! Druk, høj musik, tilrøgede pubber.. tilsat lidt mere druk, var svaret på vores uforløste fodbold oplevelser. To aftener i træk var vi så heldige at se det fantastisk rebelband ”Charlie and the Bhoys” optræde live. Den første aften blev vi, under et pub besøg på den klassiske, men ”kronisk proppede omkring kampdage” Celticpub ”Bairds Bar”, gjort opmærksomme på, at der var rebelband-festival i den gamle og temmeligt nedslidte spillehal ”The Barrowlands”.  ”Charlie og drengene” var hovednavnet i et trebands lineop, og hvilken fest! 4-5 timers konstant fællessang med en meget lemfældig omgang med øl. Et stykke henne i koncerten blev der simpelthen udsolgt af øl. Først og fremmest pågrund af tæt druk blandt publikum, men også pga. at hver tredje øl i ren og skær begejstring blev kastet i vejret, hvilket resulterede i at gulvet flød i lunken dåseøl. Lidt unødvendigt set med vores øjne, men det hørte sig åbenbart til. For os forholdsvis ateistiske danskere var det samtidigt også en lidt voldsom oplevelse at se samtlige 3000 tilskuere knæle og gøre korsets tegn da den irske nationalsang blev spillet, men i situationen kunne man ikke andet end at blive begejstret. Noget tilsvarende skete i øvrigt da en  roadie mellem to af koncerterne kom ind på scenen med, hvad der mest af alt lignede et helgenbillede af Henrik Larsson. Dagen efter så vi igen ”Charlie and the Bhoys” spille. Denne gang dog på den meget mindre og mere intime pub ”The Brazen Head”, hvor der dog også var godt med knald på. Alt i alt en stor tur!